Hagiografi og forskerbiografi

This unpublished paper (written in Danish) was presented at Forum for Theology and Science (Forum Teologi-Naturvidenskab) at the University of Aarhus, November 9, 1998 (file is dated 8 November 1998).

Hagiografi og forskerbiografi

Tak for indbydelsen - glad for at være med i det her forum - har aldrig været her før - meget spændt på diskussionen.

Udgangspunktet for mit oplæg her idag om "Hagiografien og forskerbiografien", er jo at jeg for nylig har forsvaret en forskerbiografi som doktordisputats -- om den danske immunolog og Nobelpristager Niels Kaj Jerne. Det er første gang en forskerbiografi er blevet antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad i Danmark, og derfor knyttede der sig en del interesse til forsvarshandlingen i begyndelsen af september. Bogen blev anmeldt i alle større dagblade -- nogle mere seriøst end andre -- og den gav ophav til seks timers opposition.

Det har været et interessant mønster i kritiken. De, der var positive (og det var da heldigtvis de fleste), har fremhævet bogens komposition, stil, sprog, det historiske håndværk, fodnoteapparatet etc., dvs at jeg har levt op til de akademiske dyder.

De, som har været negative derimod, har næsten udelukkende haft indvendinger imod, at jeg gik så tæt ind på min hovedperson, at jeg så at sige klædte ham af, at jeg viste hvordan hans private funderinger, livserfaringer og verdensanskuele øvede indflydelse på hans videnskabelige virke. Marie Tetzlaff mente i Politiken at denne nærgående behandling af en, i hendes øjne så ubehaglig, person som Jerne var onødvændig og udtryk for manglende kærlighed -- hvis man ikke har mere kærlighed til sin person skal man ikke skrive om ham, sagde hun. Og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders skrev (også i Politiken), at det private var helt ligegyldigt i den her sag, for når store videnskabsmænd får sine store ideer så findes der ikke noget at forklare -- sande ideer behøver slet ikke forklares. Så at skrive om Jernes private liv blir det rene dyneløfteri, mente han.

De her meget forskelligartede reaktioner har gjort et stort indtryk på mig, og de er vigtige indput i det arbejde jeg er gået igang med, og som jeg regner med at bruge en stor del af mit 5-årige forskningsrådsstipendium. Det projekt jeg er igang med, handler om at sætte forskerbiografien i perspektiv, både historisk og tematisk -- og formålet med det her oplæg, ihvertfald fra min side, er at få respons på projektet.

At sætte forskerbiografien i historisk perspektiv betyder at jeg vil gøre nogle nedslag i genrens lange træk, fra den antikke filosofbiografi og op til den nutidige forskerbiografi. Og tematisk ved tage fat i nogle af de interesser der knytter sig til genren. Biografien har mange interessenter:
F.eks. den historievidenskabelige interesse der ligger i at se forskerbiografien som et stykke historieskrivning, enten om en person alene eller om personen i en større historisk sammenhæng.

- En litterær interesse der handler om at se biografien som et slags roman.
- En panegyrisk interesse som handler om at biografien skal bidrage til hyldesten af en person og den institution eller nation han/hun virket i.
- En psykologisk interesse -- at se biografien som et stykke psykologisk case-study.
- En moralisk interesse, hvor man ser biografien som et stykke eksemplarisk etik, et forebillede til etisk handling.
- Og måske også en soteriologisk interesse -- det vil jeg lige vende tilbage til tilsidst i oplægget.

Jeg tror at de reaktioner, der er kommet, kan fortolkes udfra ihvertfald nogle af disse interesser. En måde at fortolke de positive reaktioner på bogen, er nemmelig at se dem som udtryk for, at man mener at bogen lever op til de krav til biografien som har været de forherskende indenfor genren i dets helhed under moderniteten -- nemlig at biografien er en kombination af roman og videnskabelig historieskrivning.

Det er biografiens opgave at vise hvordan værket egentlig er blevet til, at male et "sandt" billede af personen, uafhængigt af hvilket eftermæle han selv eller hans elever vil at han skal have, og en historisk fagligt korrekt vurdering af personens historiske forankring og virke -- og alt dette med særlige litterære krav til sprig og stil. Det er et modernistisk syn på biografien som en genre der i litterær form skal give os det sande billede af livet og værket.

Og det er dette syn på biografien som (som jeg ser det) ligger som u-udtalte udgangspunkt for den positive kritik.

Den negative kritik, derimod, er (mener jeg) udtryk for et ganske anderledes syn på biografien, nemlig at genren grundlæggende skal bidrage til at give et hyldest til et betydningsfuldt menneskes betydningsfulde indsats i samfundet og i kulturen. Biografiens opgave er at installere politisk, kulturelt og videnskabeligt betydningsfulde personer i deres plads i historien.

Biografien skal kort sagt være panegyrisk (af he panægyris, festlig fællesforsamling og deraf afledte adjektiv panægyrikos = passende for den offentlige fest, og substantiv ho panægyrikos, dvs. en lovtale). En opfattelse som måske bedst er kommet til udtrykt netop hos Nørretranders som meget apropos har været en de de mest aktive til at skabe offentlige fester omkring naturvidenskaben, og som selv har skrevet en lovtale til Niels Bohr. Ud fra dette udgangspunkt er bogen en stor fejltagelse.

Som i kan høre har jeg formuleret alternativerne her -- kombinationen af roman og videnskabelig historieskrivning hhv. panegyrik -- så at der ikke er nogen tvivl om hvilket af dem jeg går ind for. Og det er ikke kun fordi jeg personlig foretrækker positiv fremfor negativ kritik. Det er også fordi jeg lever i en tid hvor romanen og den videnskabelige historieskrivning er normen og hvor panegyriken er latterlig.

Sådan har det ikke altid været. Under det meste af historien er det panegyriken der har været normen. Biografigenren har jo sine rødder i den arkaiske græske tradition for at skrive lovsange (egkomia) til gode og magtfulde mænd, en sekulær variant af traditionen for lovsange (humnoi) til guderne. Blandt tidlige bevarede enkomier findes f.eks. Isocrates' Euagoras, som førfatteren selv hævdede var den første lovsang i prosaform. En flittig enkomie-forfatter var Xenophon som bl.a. skrev en kombination af øjenvidneskildring og forsvarstale over Sokrates, Apomnemoneumata (også kendt som Memorabilia), og et omfattende, om end delvist fiktivt, biografisk portræt af den persiske konge Kyros (den såkaldte Cyropaedia). Biografier over konger og kendte krigere udviklede sig til en veletableret genre under hellenistisk tid og op igennem senantikken.

På tilsvarende måde er jo den middelalderlige helgenbiografi (hagiografien) i nogle henseender en form for panegyrik. Eller snarare, det er det panegyriske islæt som man senere har lagt mest mærke til. Hagiografien er blevet lagt for had fordi panegyriken til den grad kom at lade den ukritiske hyldest af helgengerningen erstatte den kritiske holdning, fakticiteten og omsorgen om den litterære fremstilling. "This was a period of biographical darkness", slår forfatteren til Encyclopedia Britannicas biografiartikel lakonisk fast når han når frem till middelalderen.

Nu er middelaldermørket i og for sig ikke så kompakt som man man kan tro -- der findes en del sekulære biografier, f.eks. Einhard's Vita Caroli Magni fra 800-tallet, som godtnok har et klart panegyrisk sigte, men hvor forfatteren pointerer, at han har været omhyggelig med ikke at udelade nogle facts. Og indenfor helgenbiografien kan man pege på f.eks. Edmer's Vita Anselmi fra begyndelsen af 1100-tallet (den er jeg ved at læse lige nu) som bær præg af at Edmer var en usedvanligt god iagttager af Anselm's personlighedstræk og havde svært at få øje på nogle af de under han ifølge den hagiografiske tradition burde spække sin bog med.

Men disse er alligevel sjældne eksempler. I det hele taget er panegyriken helt dominerende i hagiografien. Det gælder sådan set også i renæssancen, f.eks. i Vasaris' kunstnerbiografier, selv om det panegyriske element blandes op med et mere historisk-videnskabeligt element. Det er først i 1700- og 1800-tallene at panegyriken for alvor dæmpes ned. I indledningen til den mest kendte og mest toneangivende af alle biografier, Life of Johnson, der udkom i to bind i 1791, skrev James Boswell at han ville skrive om Samuel Johnson som denne "really was", fordi, skriver han, "I profess to write, not his panegyrick, which must be all praise, but his Life; which, great and good as he was, must not be supposed to be entirely perfect".

Den biografiske genres historie i de tohundrede år der fulgte Life of Johnson er en eneste lang indløsning af dette kritiske-realistiske tema -- desværre har jeg ikke tid til at gå i detaljer her. Lad mig bare sige, at sejrsgangen for den kritiske, historisk-videnskabelige biografi ikke er total. Panegyriken har overlevt hist og pist. Og tit finder man i mange biografier en pudsig blanding af kritisk realisme og lovtale. Det gælder John Lennon-biografier, Pelé-biografier og Kennedy-biografier -- hvor modernismens tendens at forklare og afsløre balanceres af at mange af de personer som biograferes er vor tids helte -- en Elvis Presley-biografi kan næsten ikke undgå at blive et enkomion over "The King", en Martin Luther King-biografi en hyldest til medborgerretskæmperen.

Forskerbiografier er ingen undtagelse fra denne blanding af lovtale og kritisk realisme. Den forskerbiografiske tradition har ligesom al anden biografi sine rødder i panegyriken. Hvis vi ser bort fra filosof-biografier, som jo findes helt tilbage til antikken, så kom de første egentlige forskerbiografier med Academie des Sciences' tradition fra slutningen af 1600-tallet om fremover, for at skrive såkaldte éloges, lovprisninger, over sine afdøde medlemmer, en tradition som sidenhen spred sig til andre videnskabelige akademier. Selv om de med tiden blev et mere og mere kritisk-realistisk træk i det franske videnskabsakademies éloges, så er det panegyriske element stærkt, i en udstrækning at i hvertfald en idéhistoriker, Charles B. Paul, betegner akademitalerne som moderne hagiografier.

Og ser man til forskerbiografierne i dette århundrede er det svært at frigøre sig fra en følelse af, at godtnok er biografiforfatterne klare over at man bør leve op til den historievidenskabelige og kildekritiske metode, men at der allerede i valget af hovedperson ligger en mere eller mindre skjult panegyrisk interesse -- at man skriver om Bohr fordi man vil hylde en af nationens store og kendte sønner, at man vil hylde fysikken, at man vil hylde en af vort århundredes store tænkere. Om ikke andet af den grund, tror jeg det ville være gavnligt at mere systematisk diskutere ligheder og uligheder mellem forskerbiografien og helgenbiografien som to former for panegyriker.

For at vende tilbage til listen over interesser bag biografien, så er panegyriken kun ét (omend vigtig) aspekt af helgenbiografien. Et anden nærbeslægtet, og måske lige så vigtigt aspekt, er det moralsk opdragende. Nærbeslægtet, fordi det som i antikken og middelalderen tit blev opfattet som værd at hylde, var ikke bare de store dåd, men også de store dyder som lå bagved dådene.

Det moralsk opdragende aspekt i den antikke biografi kommer bedst til udtryk hos Plutarch, som ekplicit skriver i indledningen til sin Timoleon-biografi, at formålet er (i Loeb-udgavens oversætning) "to adorn my own life in conformity with the virtues therein depicted" -- og når han siger virtues/arætai/dyder henviser Plutarch jo selvfølgelig til hele den antikke dydsetiske tradition, ikke kun til Aristoteles men til hele den hellenistiske dydsfilosofi.

Det moralsk opdragende aspekt er også gennemgående i hagiografien. Helgenbiografier bliver læst højt i klostrene som ren og skær opbyggelseslitteratur. Selv det franske akademis hyldningstaler var præget af et opdragende element, så også her går panegyrik og moralsk dannelse hånd i hånd. Langt ind i sidste århundrede er den moraliske et væsentligt motiv hos biografiforfattere. Et godt eksempel er den skotske forfatter Samuel Smiles, måske bedst kendt for sit didaktiske arbejde Self-Help og for sine mange biografiske essæer over ingenjører og andre heltefigurer under den industrielle revolution, som konkluderede, att "the chief use of biography consists in the noble models of character in which it abounds".

Det er vel egentlig kun i den moderne forskerbiografi, at det moralske islæt forsvinder ud af billedet. I den moderne forskerbiografi møder vi en forholdsvist videnskabelig-kritisk biografi med (som jeg tidligere påpegede) panegyriske islæt, men stort set uden moralske elementer.

Eller hvad? Måske ligger der alligevel et (ubevidst) moralsk element i mange moderne forskerbiografier -- altså at man fremhæver forskerens flid, mod, samarbejdsevne, nysgerrighed, kreativitet m.m. som forebilledlige dyder for unge videnskabsmænd og kvinder, så at de, ved at læse biografier om nysgerrige forskere, selv skal følge i nysgerrighedens spor. Men hvis der er et moralsk element, så er det ikke udtalt. Ingen nutidig forskerbiograf vil eksplicit vove sige at formålet med hans arbejde er at tjæne som moralsk forbillede for unge mennesker.

Jeg prøvede faktisk lidt i skjul i Jerne-biografien, og selv om det var nogle få linier det handlede om, så vækkede det umiddelbart forargelse hos nogle af mine ekstraopponenter, at jeg "dømte ham", som de sagde.

At se biografien som et stykke eksemplarisk etik (narrativ etik, ville Svend Bjerg nok kalde det) er således endnu ikke noget man vil tale højt om blandt videnskabshistorikere og forskerbiografer. Jeg ved ikke om kirkehistorikere og teolog-biografer er anderledes i det henseende (i det hele taget kunne jeg tænke mig at vide mere om forholdet mellem kirkehistorie og teolog-biografi, altså ikke helgenbiografi men teolog-biografi, for det er jo i princippet er form for forskerbiografi).

Men nok om det -- det sidste aspekt af helgenbiografien som jeg tror det er værd at kikke lidt nærmere på, hvis man vil tematisere forskerbiografien, det er hvad jeg vil kalde det soteriologiske (af såtær, redning, frelse), dvs en biografi som opfylder en frelsesinteresse. Og jeg skal skynde mig at sige, at jeg er ude på tynd is når jeg kommer in på den soteriologiske interesse.

Jeg har lånt udtrykket "soteriologisk biografi" af en australsk teolog og biografiforsker der hedder Richard Hutch, men kun selve udtrykket, for jeg synes at hans diskussion af det (i en bog som hedder The Meaning of Lives) er ret uklar.

Når det gælder helgenbiografien er det selvfølgeligt klart hvad den soteriologiske interesse går ud på. Slår vi op på artikeln "Heiligenverehrung-hagiographie" i Realleksikon für Antike und Christentum skriver, så får vi at vide at "sittliche u. geistliche Erbauung der Leser u./oder Zuhører" er en af de vigtigste funktioner af hvad forfatteren (Marc van Uytfanghe) kalder "der hagiographische diskurs".

"Sittliche Erbauung", det ligger allerede implicit i det jeg lige sagde om det moralske aspekt af biografien. Soteriologi handler om "geistliche Erbauung". At den kristne hagiografi, foruden at være et stykke panegyrik og et stykke moralsk vejledning, også handlede om åndelig opbyggelse og veje til frelse, om at indlejre den enkeltes liv i frelseshistorien -- det er der vel ingen tvivl om.

Men vil det være meningsfuldt at også forstå forskerbiografien i termer af åndelig opbyggelse og frelse? Ja, det mener jeg faktisk, og jeg er begyndt på at argumentere for det i en artikel om forskerbiografien som opbyggelig genre, som kom i en antologi over forskerbiografier der udkom på Cambridge University Press sidste år.

Vi er så vandt til at tænke naturvidenskab som en upersonlig aktivitet, hvor den enkelte forsker er et mer eller mindre anonymt redskap, en omvendt forlængelse af det eksperimentelle udstyr, for udforskningen af naturlovene, ofte med teknologiske anvendelser i sigte -- at vi ofte ikke ser denne udforskning som et hiin enkeltes livsprojekt.

Men forskning er jo i høj grad et livsprojekt, vi kunne måske endda sige et eksistentielt projekt. Vi investerer håb og længsler i arbejdet, håb om at se ting ingen anden har set, nogen gange (som jeg prøver at vise i Jerne-biografien) båret af en længsel efter det sublime, efter en dimension af tilværelsen hinsides det daglige trummerum med kollegerne og spektrofotometret der ikke virker. Heri ligger kimet til en religiøs impuls -- ja, hos nogle er forskning endda et religiøst projekt forklædt i mere eller mindre sekulær-sproglig drægt (som hos f.eks. biologen Jesper Hoffmeyer).

Et andet kim til en religiøs impuls kommer af, at den videnskabelige verden er fuld af store bedrifter, af verdslig succéer, af konkurrence, af elitisme og stræben efter den fuldendte prestation, af karriere og statusprivilegier -- kort sagt at verdslig triumf. Men den er jo også fyldt af fejltagelser, af tab, af følelsen af at være mislykket, af stor ensomhed. I disse øjeblikke af sociale og menneskelige nederlag mindes også medlemmer af den videnskabelige verden om sine begrænsninger og sin længsel efter at blive set og at blive elsket. Så heri ligger også kimet til en religiøs impuls.

Når jeg nu siger at man kan se et soteriologisk aspekt i forskerbiografien, så mener jeg vel egentlig bare at den kan hjælpe sine læsere at udvikle disse impulser -- at artikulere de håb om at finde en livsmening i det intellektuelle arbejde og den åndelige længsel som, trods alle Trøjborgske foranstaltninger, stadigvæk findes hos mange enkelte forskere. Tor Johan Grevbo, som er én af redaktørerne for det norske Halvårsskrift for praktisk teologi, taler om biografin som en form for sjælesorg. Men mindre kan også gøre det -- når Grevbo taler om sjælesorg så lægger han selvfølgelig ind en kerygmatisk dimension i biografien (den sjæl som læser om en anden sjæl skal frelses).

Jeg hævder ikke at sjælesorg og frelse nødvændigtvis skal forstås evangelisk. Men der findes utvivelagtigt elementer af noget vi kunde kalde længsel efter frelse hos alle mennesker, og læsning af biografier indholder, vil jeg hævde, altid elementer af noget der ligner sjælesorg.

Så er der tid til at opsummere: der er tre træk af den middelalderlige helgenbiografi (og nogle af disse træk kan genfindes også i den antikke biografi og i den tidlig-moderne biografi), som ville kunne inspirere tematiske studier af den nutidige forskerbiografi -- og det er: det panegyriske træk, det moralske træk, og det soteriologiske træk.

Afslutningsvist vil jeg sige at jeg for nylig er blevet bevidst om yderligere et hagiografisk islæt i Jerne-biografien. Næsten alle de tidlige middelaldersbiografer lagde stor vægt på at udmejsle en slutscene, i hvilken man gør rede for de sidste ord som det døende helgen udtaler. Hagiograferne var specielt interesserede i disse de sidste øjeblikke i den hellige mands eller kvindes liv, fordi disse øjeblikke, mente man, forbandt det jordiske med det himmelske liv.

I epilogen til Jerne-biografien redeviser jag til sidst en telefonsamtalte som Jerne og jeg havde et par måneder inden hans død i efteråret 1994, vores sidste samtale sammen. Jerne havde en terminal cancer. Nogle af jer har måske læst anekdoten eller hørt mig fortælle den før, men jeg vil lige gentage den igen, fordi den så klart illustrerer et træk i min biografi, der går helt tilbage til den hagiografiske tradition (jeg fortæller den på englsk):

At the beginning of August 1994, Alexandra suddenly called me up.
- "Niels doesn't like that title of the book, What struggle to escape," she proclaimed in her usual direct way.
I asked to speak with Jerne, and a few minutes later he came to the telephone, apparently somewhat woozy from pain-killing medicine.
- "What do you mean," I asked. "Why don't you like the title of the book?"
There was a silence.
- "You want to call it 'What struggle to escape', right?" he replied at last, and went on: "Isn't that from a poem by Keats?"
- "Yes," I answered.
- "And the line before it is 'What mad pursuit?'
- "Yes," I answered again.
- "Which is also the title of Francis Crick's autobiography?" he added.
- "That's right," I answered, still not sure just what his drift was.
Then it came, loud and clear, without the least uncertainty in his voice: "I don't want to be second to Francis Crick."
That was our last conversation. Just over two months later, on 7 October, 1994, Niels Kaj Jerne died in his home in Castillon-du-Gard.

Jeg tror ikke at dette islæt af hagiografi i min biografi er så enestående. Jeg tror der er mange sådane træk i mange forskerbiografier og jeg ser frem imod at diskutere det med jer.